Båndet. Det er lyden af elendighed. Lyden af champagne og tristesse. Lyden af cigaretter og sang og skønhed. Det er en forestilling, der engang fandt sted. Nu genopføres den for mine ører. Det er Signa, jeg kan høre.
DET er lyden af elendighed. Overalt. Fra kilometervis af gammeldags spolebånd, der løber fra gulv til loft, gennem snørklede gange, gennem kamre, sale og på trapper i den gamle bygning i Kronprinsensgade i København, som før husede Den Anden Opera.
Nu hedder det musikteatret PLEX, og det er her, en kult har grupperet sig omkring Prinsen, en særpræget ung profet, der er overbevist om magnetismens altafgørende indvirkning på Jorden. Prinsen har omdannet huset til en tro kopi af sit verdensbillede, hvor syv forhenværende prostituerede kvinder manifesterer kontinenterne. Hans tilhængere skal nu holde verdenssystemet, symboliseret ved kilometervis af gammeldags spolebånd, i gang og sørge for at udfri kloden fra dens lidelser. De gør det ved at optage elendigheder på spolebånd og herefter slette dem.
"Seven Tales of Misery" hedder forestillingen, der med 60 medvirkende er Signa Sørensens hidtil største. Hun er 31 og har på få år slået sit navn fast som en performancekunstner af internationalt format.
Med nærmest manisk hast har hun på få år skabt talrige forestillinger, der alle arbejder på at opløse skellet mellem virkelighed og fiktion. En blanding af totalteater og billedkunst, som »på en gang udfordrer beskuernes voyeuristiske position (og tendens), og giver mulighed for, at tilskuerne kan glide med ind i den skabte fiktion,« som det hed i motiveringen, da Signa Sørensen for nogle uger siden modtog Danske Sceneinstruktørers Hæderspris.
I 2002 var en almindelig lejlighed, hvor enhver kunne komme og gå, rammen om forestillingen "Nika Is Dead", hvor en pige rykkede ind hos sin søster medbringende en hospitalsseng og en forestilling om, at hendes liv var ved at rinde ud, og at det var vigtigt, at hun fik verden ind til sig og fik dokumenteret sin sidste tid gennem billeder. To år senere omdannede Signa Sørensen og 57 senge Kanonhallen til et hospital og et hotel. På samme tid.
I 2006 er det lyden af elendighed, som gennemtrænger alt og sniger sig ind i én. Martin Stig Andersens lydinstallation infiltrerer og forbinder husets mange rum via et gigantisk netværk af spolebåndoptagere og bånd-loops. Audio-transducere sender soundscapes gennem husets vægge og inventar, som således er forvandlet til højttalere.
148 spolebåndoptagere i alt.
Det er spolebåndene, der binder denne mærkelige (u)virkelighed sammen. Og det er spolebåndene, der minder mig om, at jeg selv har et gammelt bånd liggende.
Det er ikke slettet.
I snart tre år har det ligget gemt og glemt i en skuffe. Det er et interview, jeg lavede med Signa Sørensen en aften, lige efter at hun havde afsluttet 57 Beds. Jeg har aldrig brugt det. Nu hører jeg båndet for første gang:
[MAN kan høre en kvinde, der taler, og stof, der knitrer]
- Nu kører den. Så har vi godt 70 minutter.
»...og det var altså hendes iscenesættelse af sin egen død, eller måske var det hendes søster Anna, der var død, og Nika, der havde overtaget hendes identitet, Den sidste dag lavede jeg så denne her tatovering, hvor der står 'Nika'.
Jeg lavede den med en tyk injektionsnål og en flaske med blæk. Som du kan se, er blækket også flydt lidt ud i huden. Jeg sad i en ring af jord i en prinsesse-kjole, som en fra publikum havde foræret mig, og så udførte jeg denne tatovering som en del af noget, som Nika eller Anna gjorde, men også noget, som jeg gjorde som en konsekvens af at have levet i denne forestilling meget intenst. Det var 250 timer, og adskillige publikummer flyttede ind i installationen og boede der i flere døgn.«
- Ringede din søn aldrig?
»Nej, han var hos sin far i de ti dage. Jeg var ikke Signa et eneste sekund i de ti døgn, så de er skåret ud af mit liv.«
- Eller skåret ind?
»Ja, eller skåret ind.«
[Tavshed. Man kan høre skridt, der fjerner sig. Båndoptagerens hjul kan høres. Lidt efter kommer skridtene nærmere igen. Der hældes champagne op.]
- Skål!
»Er du okay?«
- Ja, jeg synes, det er fedt.
»Men du er meget alvorlig.«
- Nej jeg er bare koncentreret. I en anden forestilling sad du ude på Østerfælled Torv nat efter nat i en brudekjole, har jeg læst?
»Jeg var nødt til at bringe et ultimativt kærlighedsoffer for at vende den katastrofe, som verden i forestillingen gik imod. Og det lykkedes. Det holdt hårdt, men den sidste dag kom der et ægteskabstilbud. Så jeg, altså hun, blev gift med en mand. Han var en fantastisk mand. Han havde været og se forestillingen flere gange inden den nat. Så tog han hende ned af tronen, og så gik vi ind og fejrede det og drak champagne og holdt bryllupsnat. Han var der indtil næste morgen.
- Elskede han med hende?
»Nej.«
- Det var da kedeligt.
»Nej, det var meget romantisk. Jeg vil faktisk sige, at det er den mest romantiske nat i hele mit liv. Men det var hårdt. Jeg havde det meget hårdt efter den forestilling. Jeg bestræber mig meget på at blive den, som jeg spiller. Jeg prøver jo at lyve over for mig selv og tror, at tingene forholder sig i virkeligheden, som de forholder sig for den pågældende karakter i stykket. Både op til og under forestillingen.«
- Også bagefter?
»Nej, men så kan jeg nogle gange savne det. I øjeblikket savner jeg Arthur, som var den skuespiller, der spillede min mand i 57 Beds. Jeg savner den situation, at jeg var Amanda, og han var Adam. Der er et hylster, som Adam var i, og det var jo Arthur, som fyldte det ud. Så tror jeg måske, at jeg kommer tilbage og kigger efter det, som han fyldte hylsteret ud med, for det må vel være der et eller andet sted. Nu tager jeg den sidste cigaret, hvordan har du det med det?«
- Det har jeg det udmærket med, jeg kan hente flere.
»Det var hårdt at spille Wendy i brudekjolen. Det gjorde virkelig ondt. Jeg tror aldrig, jeg har været så bange. Virkelig at tro på kærlighedens mirakel og give sig hen til det, selv om det ikke kommer, og virkelig vente og ofre sig. Og ensomheden, der var ved at sidde i tre graders frost i en brudekjole på Østerfælled Torv nat efter nat og bare vente, og jeg sad bare og drak vodkashots og brændte hul i sløret med min cigaret og rystede af kulde, og der var ingen mennesker.«
- VI har kun til stearinlysene brænder ud i dag. Der står på pakken, at de varer cirka 70 minutter. Ligesom båndet.
»Mener du alvorligt, at samværet med mig skal afgøres af, hvor lang tid båndet varer? Er jeg bare en iscenesættelse?«
- Ja. Nu går jeg ned og henter en flaske mere.
[Der høres trin over trægulv. En dør åbnes og smækker]
»Er det en ny slags?«
- Ja, det er en anden, som jeg faktisk glæder mig meget til. Det er en luksusudgave af Den gule Enke.
»Jeg har drukket masser af gul enke, mens jeg gik på universitetet og tjente penge som champagnepige og danser på Venus Bar. Jeg brød mig egentlig aldrig om Den gule Enke, men jeg tænkte jo også mest på mine procenter, og de var bedre, når jeg solgte Taittinger. Der var også en flaske, som jeg ikke kan huske hvad hed, men den var i en smuk trækasse og nede på Venus Bar kostede den 45.000 kroner.«
- Var det en Dom Perignon?
»Måske. Jeg gik ikke så højt op i at sælge champagner, mere op i at sælge mine private shows. Men hvis man købte en halv time eller en hel time eller to timer med mig alene, så skulle der følge champagne med.«
- Jeg har drukket meget champagne men aldrig til de priser, selv om jeg synes, jeg har drukket en del i selskab med kvinder.
»Nja, det er jo også kvinden, man betaler for.«
- Hvorfor gider de mænd betale så meget for at være i selskab med en kvinde og en flaske champagne. Hvis man endelig vil købe en en kvinde, kan man vel gøre det på måder, som er langt billigere end på den slags stripklubber?
»Ja, men for eksempel mig kunne man jo ikke købe på andre måder. Jeg tror, det er ligesom, når man kan køber en god vin på en restaurant, hvor den bliver smukt serveret og i de rigtige omgivelser. Hvis man virkelig vil købe en god kvinde af høj kvalitet og serveret smukt og i smukke omgivelser, går man sådan et sted hen, og så skal man virkelig arbejde for overhovedet at få lov til at købe hende. Og virkelig betale. Hvis man går på bordel, får man sex, og det er det. Hvis man går et sted hen som Venus Bar, kan man tale med hende i lang tid, man kan være sammen med hende hele natten, og man kan kysse hende. Det er, som om der er mere - i hvert fald foregivet - personlighed.«
- Du siger det selv: foregivet. Jeg kan ikke forstå, at ensomheden ikke klinger så meget desto højere inde i én selv?
»Jo, jo, jo, jo, men for mig klinger ensomheden i det hele taget højt. Og nogle af de øjeblikke, hvor jeg har følt mig allermindst ensom, har været i fiktive eller semifiktive rammer, for virkeligheden - den såkaldte virkelighed - er forfærdelig ensom. Når vi siger: Nu er jeg den, og du er den, og i de her rammer er alting muligt, så kan det for et øjeblik være ensomt på en anden måde.«
[Tavshed. Båndoptagerens hjul kan høres.]
»JEG nedstammer fra tysk adel.«
- Ja, okay. Din mors side?
»Ja, von Arendt. Det var rhingrever. De gik rabundus og kom til Danmark. Min mormors bror meldte sig ind i Frikorps Danmark under Anden Verdenskrig. Det var meget pinligt for familien. Begge min mormors brødre døde unge. Han, der blev nazist, var ufattelig smuk og lignede Al Pacino på en prik. Vi nedstammer også fra sigøjnere, på begge sider. Min mormors mormor, altså min tipoldemor, var sigøjner. Hun døde ung, og hendes mand skød sig, da hun døde. Det var i Sverige. Da var hendes datter kun 14, og hun tog sin lillebror med til Bornholm, og derefter har de så været spåkoner i flere generationer.«
- Og din farmor?
»De døde tragisk, min farfar døde pludseligt, og min farmor led også en voldsom død, før jeg blev født, så dem har jeg aldrig kendt.«
[Et glas sættes på bordet]
»Desværre er der kommet til at stå i en bog om dansk kunst, at jeg har været misbrugt. 'Frøken Sørensen har før iscenesat sig selv og sin fortid, som vist handler om, at hun har været misbrugt af sin far som barn', stod der. Skribenten må have fået den tanke på grund af min forestilling om Nika, der havde et incestuøst forhold til sin polske far. Og måske på grund af min egen fortid i sexbranchen. Vi opdagede det ved juletid. Min far sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om det, og at han var ligeglad. Men der har været så megen sygdom i familien, depressioner. Min far havde det meget dårligt, men han ville skåne mig, for han vidste godt, at min iscenesættelse som Nika intet havde med ham at gøre. Men jeg sagde, at jeg syntes, vi skulle sagsøge forlaget, og det endte med at forlaget gav os en erstatning og udsendte et dementi.«
- Men så må man da sige, at din leg med virkeligheden har haft konsekvenser?
»Hele min selviscenesættelse har jo fra begyndelsen skaffet mig meget mediebevågenhed, men jeg havde aldrig drømt om, at det ville få konsekvenser for min familie, som jeg har været meget privilegeret med. Min bror og jeg var begge den slags ekstreme studenter, der kun fik 11- og 13-taller. Med mine oplagte evner var det en stor skuffelse for dem, at jeg ikke ville fortsætte ad den akademiske vej, da jeg var blevet bachelor i kunsthistorie. De havde også meget svært ved at forstå mine eskapader i sexbranchen og hvad mine forestillinger egentlig gik ud på. Men da jeg fik min første store pris, tror jeg, at de besluttede sig for at bakke mig op.
Min far har valgt at spille med i en af mine forestillinger for ligesom at råde bod på, at han først ikke troede på mig. I 57 Beds spillede han Herman, som er indlagt på hospitalet, og han spillede fantastisk. Han sad i sin hospitalsseng, og der var flere blandt publikum, der bare sad og græd over ham.
Vi har denne historie af depressioner i hele min familie, især på min fars side, hvor det er nærmest alle, der lider af det. Og så har jeg jo levet det her outrerede liv, afsøgt grænser, og jeg tror, at især min mor - hun har ikke set en eneste af mine forestillinger - har lukket af for det, fordi hun ikke har kunnet håndtere det.«
- Så hun heller ikke 57 Beds, hvor din far spillede med?
»Nej. Jeg tror heller ikke, hun ville kunne bære det. Han spillede så autentisk, for han har jo været igennem depressioner. Ikke bare sådan nogle fashion statement depressioner. Han har virkelig været dér, hvor man er trukket så langt ind i sit eget mørke, at man bare intet kan. Jeg har også haft perioder, hvor man bare sidder i sin seng og ikke kan overkomme at stå op eller at tage en opvask eller noget som helst. Har du nogensinde haft en depression?«
- Nej
»Det skal du være glad for. Det er ikke bare det, at man er ked af det. Det er, hvad det er. Det er værre, at det også bliver en fysisk ting. Man bliver meget meget træt, man får meget hovedpine, og jeg kunne ikke noget.«
[Lyd af vin, der drikkes, og glas, der sættes på et bord. Derefter tavshed i lang tid.]
»SMIL!«
- Nej, jeg vil ikke smile.
»Vil du ikke smile?«
- Nej.
[Manden og kvinden ler samtidig.]
»Jeg var til en Marilyn Monroe-konkurrrence i går, men jeg vandt ikke noget. Jeg tog en paryk på, men jeg havde lige fået at vide, at min mormor har fået kræft, så jeg var i et mærkeligt humør.«
- Hvor var det?
»I City 2.«
- Hvorfor?
»Hvorfor? Det var bar sådan en totalt trashet shopping-center-Marilyn-Monroe-lookalike konkurrence. Så tænkte jeg: Jeg kan da godt synge ligesom Marilyn Monroe. Men man kunne slet ikke få lov at synge, og de, der vandt, havde ægte blond hår, og jeg havde bare den der lorte paryk på. Jeg kan synge. Eller nej, jeg kan overhovedet ikke synge, men det var meget sjovt at gøre det i 57 Beds. Diamonds are a girls best friend.
Nu hvor du er i gang med at drikke mig fuld i champagne, hvorfor sætter du så ikke noget musik på?«
- Af den gode grund at jeg ikke har noget at sætte den på. Pladespilleren er gået i stykker.
»Nej hvor trist.«
- Ja, det er faktisk trist.
»Hvad så? Sætter du et nyt stearinlys i en af stagerne?«
- Nej, det gør jeg ikke. Spillets regler i dag kan der ikke ændres på. Vi har til lyset brænder ud, eller til båndet løber ud. Hverken mere eller mindre.
»Hvad kan man få ud af sådan et interview, synes du?«
- Hvad mener du egentlig med spørgsmålet?
»Hvorfor min person skulle være interessant? Er det, jeg laver på scenen, ikke i sig selv det eneste interessante?«
- Interviewets berettigelse er sig selv. Hvorfor vil du lave 57 beds? Hvorfor vil jeg lave en artikel? Fordi man vil skabe noget. Jeg bruger dig bare til mit eget værk.
»Interessant! Så vil du lære mig at kende? Eller kradse i overfladen? Eller finde min hemmelighed?«
- Jeg ved ikke på forhånd, hvordan det ender.
»Hvordan synes du, det går?«
- Jeg synes, det går rigtig godt. Du taler stringent, intenst og nærmest kødeligt. Jeg kan godt lide, når man føler, at sætningen er ligesom skåret ud i kød.
»JEG er meget fascineret af din lejlighed med de gyldne dørhåndtag og blanke gulve. Det er meget fascinerende at være her, og her er også lidt trist. Jeg kunne godt tænke mig at lave en foretilling her.«
- Du siger trist, men jeg ville snarere sige, at der er sådan lidt tiden er gået i stå over den, en tidslomme.
»Ja, her er smukt og lidt trist. Jeg synes bare, man har lyst til at fylde lidt musik ind.«
- Ja, men det kan vi bare ikke. Medmindre du selv synger.
»Skal jeg synge?«
- Hjertens gerne
»Så skulle jeg prøve at synge Diamonds are a girls best friend. Vi er eddermame hurtig med smøgerne.«
- Nu er det den sidste. Så må vi dele.
»Ja, det er sødt at dele. Det siger min søn. Nå, Diamonds are a girls best friend. Nej, jeg tror, det skal være Heartaches.«
[En stol skramler, dernæst et par skridt over gulvet som af højhælede sko eller støvler.]
Heartaches
Heartaches
My loving you meant only heartaches
Your kiss was such a sacred thing to me
I can't believe it's just a burning memory
Heartaches
Heartaches
What does it matter how my heart breaks?
I should be happy with someone new
But my heart aches for you
[Klapsalver fra ét par hænder. Der høres skridt, så skramlen fra en stol.]
»Lysene er brændt ud.«
- Nej, det er de ikke, i den midterste stage er der stadig en lille flamme.
»Men det er brændt ud meget snart. Er der gået to timer?«
- Nej, det er cirka 70 minutter.
»Båndoptageren lyder mærkelig. Jeg tror, båndet løber ud nu.«