Hun droppede stripperstangen for at give teatret en mavepuster

Politiken, 13.05.15

Af Birgitte Kjær

Link: Politiken

Signa Köstler voksede op i Haderslev med en drøm om at blive kunstner. Men det var der ikke plads til i ’Hatesville’. Hun tjente penge til at lave sin første kunstinstallation ved at give lap dances på en stripbar. Nu er det balletpublikummets tur til at besøge hendes dramatiske universer.

Det sker, at et hosteanfald under forestillingen er aftenens mest oprivende indslag, når man går i teatret. Det risikerer man ikke, hvis man løser billet til en forestilling af kunstnerkollektivet Signa. For der bliver man indlagt natten over som patient, man får stukket en pisk i hånden og bliver tilbudt at straffe en sexslave, eller man bliver iført uniform og kommer i audiens hos en prins i purpurfarvede gevandter. Når den danske konceptmager, scenograf, performer og instruktør Signa Köstler skaber sine dystre dramaer, foregår det ikke på en scene, men rundt om dig og i høj grad med dig. Og hvis du ikke leger med, kan du lige så godt gå hjem igen.

Men det gør de færreste. For Signa Köstler trækker folk ind med sin forførende æstetik, sine medvirkendes milde og dog faste instruktioner og en mystik, som gør, at man søger efter mere.

Det handler grundlæggende om magt, når der står Signa på plakaten. Om de hierarkier og strukturer, mennesker bliver presset ind i.

Bag den særlige teaterform står et menneske, der er formet af modgang og en vilje til altid at vige uden om normen. Som barn skilte Signa Köstler sig ud som utilpasset excentriker med kunstnerdrømme og blev mobbet for det i sin skoletid i Sønderjylland. Siden flyttede hun til København for at læse på universitet og tog et job i sexbranchen for at nærstudere, hvordan den professionelle forførelses spil udfolder sig.

Sine erfaringer med magt, kontrol og intimitet bruger hun nu til at skabe teateroplevelser, som man ikke kan få andre steder. Hun lokker publikum tæt ind til sig – og giver dem et chok.

»Vi lever alle sammen meget beskyttet i vores del af verden, og der er eksistentielle grænseområder, som vi aldrig er tvunget ud i«, siger hun.

Signa Köstler har selv spillet lig, orakel, stærkt sminket diva i flagrende rober og dominatrix. I øjeblikket er hendes mørke, lange hår flettet på grund af rollen som en gal bandeleders førstekone i hendes aktuelle stykke. Bomberjakken med leopardplettet print er lynet, og benene i mørke, stramme bukser er krydsede. Når hun tager et dybt hiv af sin lange, sølvfarvede e-cigaret, gurgler det som en vandpibe.

Som regel rykker hun med sin entourage ind i tomme bygninger og møblerer dem som et univers, publikum kan bevæge sig rundt i, spise i og sågar overnatte i. Sanselige verdener, der er uendeligt detaljerede og gennemtænkte til mindste teske og tapetdetalje. Denne gang har hun forvandlet en hel sal på Det Kongelige Teater, og vi sidder i et af 12 rum i hendes scenografi. Det er et lille hummer, som i Signa-balletten ’Feberhavnen’ tilhører den neurotiske, sørgmodige Holly, der som sine kolleger må danse døgnet rundt for at forhindre en smitsom feber i at tilintetgøre et København i ruiner. Her er møbleret med en falmet, grøn veloursofa pyntet med lyslilla broderier, der er forvasket Michael Jackson-sengesæt på sengen over for, og på væggene hænger draperede blondestoffer, en plakat af en labradorhvalp med en rød sut, et slidt plastikspejl, og der står en skål mariekiks og en termokande på køkkenbordets voksdug.

»Det er vigtigt for mig, at folk tager noget med derfra. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at vi knokler røven ud af bukserne, og så går folk fuldstændig uændrede herfra. Jeg synes, at man oplever mange værker på samme måde, som man oplever en god middag. Man har været underholdt i en tidsramme, og så er det det«, siger hun.


’Hun lugter dårligt’

Signa Köstler var fire år, da hun flyttede med sine forældre fra Djursland til Haderslev, hvor moren havde fået job som gymnasielærer og hendes far en tjans på det lokale postkontor, da han ikke var blevet færdig med specialet i statskundskab. Mødet med Haderslev blev ikke nogen succes, familien havde købt et gammelt hus, der viste sig at være fugtigt og råddent, snart efter kom en lillebror til, og den lille Signe mistrivedes i børnehaven, hvor pædagogikken var håndfast.

»Det var sådan meget gammeldags, hvor man godt kunne få en på siden af hovedet. Jeg var ikke sådan et barn, der tissede i bukserne, men jeg havde set andre få smæk for at gøre det, og så kom jeg også til det«.

Hun nåede at gå i fire forskellige børnehaver, inden hun begyndte i skolen. Og her blev det hele bare værre.

»Det er faktisk lang tid siden, jeg har snakket om det«, siger Signa Köstler, holder en pause og konstaterer: »Det var en opvækst med mobning og isolation«.

Klassekammeraterne vaskede demonstrativt hænder, hvis de kom til at røre ved hende. Da hun i ottende klasse stod i mælkeboden, kom en lille pige hen og sagde ’min mor siger, du er grim’, og hvis hun skulle på toilettet, stillede jævnaldrende elever sig op på række i skolegården og skreg ’Fastelavn er mit navn’ efter hende.

»Nu får du lige en historie, som jeg bliver nødt til at fortælle, for nu kan jeg mærke, at mit pis kommer i kog«, siger hun.

Hun hadede gymnastik og havde gjort det til en vane at stille sig i udkanten af salen med en cool attitude for at undgå at være med. Men en dag fik gymnastiklæreren nok og bad de andre elever en for en forklare, hvad der var problemet med Signe.

»Og så begyndte de runden. ’Ja, hun tror, hun er noget’, ’hun tror, hun er så særlig’, ’hun tror, at fordi hun er tyndere end os, skal hun gå og vise det frem’, ’hun lugter dårligt’ og så videre og så videre. Jeg begyndte at ryste og græde. Og jeg tænkte, at det her er ikke okay. Og så kom gymnastiklæreren sådan helt tæt hen til mig og sagde op i mit ansigt »Nå-åh, så kommer der rigtig gang i maven på dig, søster!««.

Signa Köstler læner sig tilbage. »Haderslev«, siger hun.

»Det mærkelige er, at man tilgiver så meget, der sker igennem hele livet. Men de ydmygelser, man udsættes for i den her alder, går aldrig væk. Jeg kalder det tit ’Hatesville’ for sjov«.

Et arrogant barn

Godt nok stak akademikerfamilien ud fra gennemsnittet i Haderslev, og Signe gik altid i aflagt tøj, men det var ikke derfor, hun blev mobbet.

»Dybest set tror jeg, at jeg var et temmelig excentrisk barn. Opmærksomhedskrævende på min egen måde. Jeg tror heller ikke, at jeg på noget tidspunkt ønskede at være lige som de andre. Jeg var arrogant og uforsonlig«.

Men i skolen var der også lærere, som så hende som et særligt talentfuldt barn. For hun var i front fagligt og kunne også godt bruges af klassekammeraterne, når de manglede en at skrive af efter.

De lærere forsøgte at støtte den udsatte pige ved at fremhæve hendes faglige bedrifter. For eksempel trykte de hendes digte til omdeling, når der var emneuge om poesi.

»Det gjorde jo så, at de her digte blev citeret og brølet ind i mit hoved. Men det lykkedes nok lærerne at få mig til at tænke, at jeg var noget særligt«.

Skoleskift kom på tale, men de voksne blev enige om at nissen, underforstået Signe selv, jo flyttede med. Så Signe gik på Haderslev Realskole i ti år og bagefter i gymnasiet på Haderslev Katedralskole.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke var et offer. Jeg ønsker ikke for nogen at vokse op sådan et sted, men jeg var også meget, meget svær at kunne lide og finde ud af for andre børn. Det har jeg helt sikkert været«.

Et sted, der var rart at være, var i hendes egne fiktive universer, som hun skabte med sin bror og fætter. Sammen tegnede og skrev de meget og klædte sig gerne i Signas mormors aflagte tøj og smykker.

»Jeg troede på, at jeg var sigøjner, for det havde min mormor sagt til mig«, fortæller hun.

Skolepigen støvede også rundt i genbrugsbutikker efter kostumer og fandt selskab, for de ældre damer bag kassen fornemmede, at her var én, der trængte til omsorg og bekræftelse.

Heroine chic

Efter gymnasiet, hvor hun sluttede med årets højeste gennemsnit, søgte hun ind på Kunstakademiet. Og fik afslag.

»Det var mit allerstørste ønske. Jeg ville virkelig gerne være kunstner«.

I stedet gik hun ned til benzintanken i Haderslev og tog bussen til England, og 18 timer senere stod hun i London og satsede på at få et job gennem en fyr, hun havde mødt på en ferie. Hun boede rundt omkring og arbejdede på pubber. »Sådan nogle steder, hvor kunderne enten var jord- og betonarbejdere eller kriminelle, og man fik lønnen i hånden hver aften«. Men hun fik også modeljobs.

»Jeg var meget tynd, og det var lige dengang det dér heroin chic var fremme, så jeg blev spottet og lavede nogle ting for Vidal Sassoon med hule kinder og bleg hud«, fortæller hun.

Men livet i London var opslidende, og hun tog hjem til Haderslev og var ung i arbejde på det lokale bibliotek, før hun igen søgte til København. Men også denne gang var der afslag fra Kunstakademiet, og i stedet endte hun på kunsthistorie på universitetet.

»Og så fik jeg en salmonellaforgiftning, et barn, en depression og arbejdede på alle mulige stripbarer«, opsummerer hun de næste par år.

Den frække linje

Hun var flyttet til København med sin kæreste Thomas, som hun havde været sammen med, siden hun var 15 og boet sammen med siden hun var 17. Han var »et anker« for den uligevægtige, vrede teenager, og de to skabte deres egen boble. Deres søn kom som en overraskelse. Den 20-årige Signe havde aldrig haft menstruation – »sandsynligvis fordi jeg var så tynd og havde det så skidt« – og havde fået at vide af sin læge, at hun ikke kunne blive gravid. En måned efter var situationen en anden.

Hun tog 22 kilo på og fødte Tristan, som i dag er næsten 18 år. Mens sønnen var lille, og studierne blev passet uden større entusiasme, søgte Signa Köstler ind i sexbranchen. Egentlig først lidt for sjov. Hun var fascineret af ekstremerne, af det forbudte, og fulgte sin medfødte trang til at gå imod det forventede, det normale. Som en rebelsk handling. Samtidig tilbød branchen forvandling og kontrol og var en sanselig, nærværende og udfordrende modvægt til studiernes fokus på barokarkitektur og romansk kirkemaleri.

»Jeg havde ikke lyst til at være en del af samfundet ved at arbejde på sandwichbar eller ung i arbejde som på biblioteket. Jeg må nok også indrømme, at det blev et projekt, fordi jeg altid havde fået at vide i Haderslev, at jeg var grim og ulækker. De råbte luder og aids efter mig. Så det der med at være attraktiv har fascineret mig. Opmærksomheden, at kunne spille med på det. Lyset, make-uppen, de andre kvinder …«.

Første skridt ind i branchen tog hun sammen med en veninde straks efter ankomsten til hovedstaden. De fik job på telefonsexlinjen ’Funny Phone’, hvor de sad på et kontor i hver sin lille bås og fik løn per minut, de opholdt sig på pladsen.

»Det var ren absurditet. Og det var det, vi elskede ved det«.

Mens de to veninder skulle gejle mændene i røret op, sad de og viftede med hænderne for at aktivere lyssensorer, som registrerede, at de passede deres arbejde. Og det gjaldt om at tale lige præcis så frækt, at kunderne blev hængende, men ikke fik udløsning.

»For det måtte først ske på den meget frække og dyrere linje, som de kom ind på til allersidst. Vi lavede sådan nogle tegneserier om, hvad de her mennesker bad om, mens vi talte med dem. Og det var så skørt, hvad de bad om, at det kan du ikke engang skrive i avisen«.

Lønnen var lav, så Signa Sørensen trak også i latex-catsuit og delte flyers ud til en sexmesse i KB-Hallen, poserede til fetich-fotooptagelser og tog ud til Amager Landevej, hvor hun gav den som internetstripper i et skur af en hælercentral. Men det blev alligevel for usselt at lade sig herse rundt med af en bordelmutter, der sørgede for, at hun bestilte noget inde i det lille, lumre aflukke. Så hun tog et job som champagnepige.

»Jeg tog på Venus Bar, og det var fantastisk, at der var nogle rigtige mennesker. Jeg elskede det«.

»Første gang, jeg dansede på en pole, var til åbningen af en klub, hvor der var 200 mennesker, og så kom jeg hjem med sådan et bundt pengesedler«. Hun måler et par centimeter mellem tommel– og pegefinger. »Og det var sådan ’Okayyyyy’«.

Mens dansen på stripperstangen faldt hende naturligt, var det med at overtale kunderne til at købe dyr champagne ikke så skægt.

»Mændene har en masse forventninger til en, når de har givet 11.000 kroner for en flaske champagne, så jeg kørte den mere på private dances. Det var sådan nogle lap dances i små rum. Og der foregik aldrig mere end det. Og der var heller ikke nogen, der forventede det«.

Hun var fascineret af miljøet, som hun oplevede som en fiktiv parallelverden, der både bød på intimitet, løssluppenhed, rollespil, kontrol og regler.

»Fiktivt på den måde, at mændene betaler for at komme ind, mange penge, men så er de også i en rolle som forfører, og pigerne, som er der, foregiver at være meget interesserede i mændene. Man indretter sig, læser den her person, og så prøver man intuitivt at kropsliggøre hans drøm. At få ham til at have det så godt muligt, så han bliver så længe som muligt og lægger så mange penge som muligt. Det var et spil, en sport, og jeg syntes, det var spændende. Jeg tænkte egentlig altid, at jeg ville tage tilbage dertil og arbejde igen«.

Det kom hun aldrig til, men den intense træning i at skabe en forførende illusion, i at få en kunde til at føle sig godt tilpas og give sig hen, er blevet en vigtig brik i hendes performanceforestillinger, hvor teaterpublikummet skal sænke skuldrene, lege med og gå lidt længere, end de måske troede, de ville, i de ofte udfordrende universer.

Farvel til Signe Sørensen

Det blev til seks år i den lette sexindustri sideløbende med studierne. Så fik hun en ny kæreste, som sagde stop. Og i øvrigt også nægtede at passe hendes lille søn, mens hun gav lap dances om aftenen.

»Jeg tror, han syntes, det var lidt low class. Han sagde, ’du skal fokusere på din kunstneriske karriere’«.

Det var også ham, der pegede ned i telefonbogen og viste, at der var 14 andre, der hed Signe Sørensen og sagde, at det i øvrigt lød som en frisør.

»Jeg ville ikke tage et eller andet kunstnernavn – det er jo også mine forældre, der har givet mig det navn af kærlighed – men jeg kunne godt ændre et bogstav«.

På det tidspunkt var hun færdig med sin bachelor på universitetet og havde sparet så mange penge sammen, at hun kunne kombinere sine kunstfaglige erfaringer med dem fra sexbranchen, og hun debuterede med en performanceinstallation, som var baseret på hendes jobs som professionel forfører. Men den store forløsning af drømmen om at springe ud som kunstner udeblev.

»Man skaber et rum, og så kommer beskueren ind, men der finder ingen dialog sted. Jeg prøvede at arrangere fester og seminarer for at skabe liv, men det var uforløst og forkert. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg selv skulle være med i mine egne værker fremover. Hver gang«.

Erfaringerne fra rollespillet på stripbaren fortsatte hun med at kombinere med sin store interesse for kostumer, genbrugsfund og sin kunstforståelse, og samme år havde hun premiere på sit første stykke. En syv dage lang forestilling om den unge kvinde Nika Zabrisky, hvor publikum kunne besøge hovedfiguren og hendes miljø døgnet rundt i en femværelses lejlighed, deltage i hverdagens rutiner og lære om hendes liv og svigtende helbred.

»Det strejfede mig ikke, at det var teater. Jeg tror, jeg kaldte det performance-installation. Det var ikke sådan: nu begynder jeg at lave teater. Det blev defineret, da vi begyndte at søge penge, fordi vi søgte scenekunstudvalget. Men vi var i tvivl om, om vi skulle søge billedkunst- eller scenekunstudvalget«, husker hun.

Siden er det blevet til mere end tyve dramatiske projekter. I campingvogne, i forladte huse, i lagerhaller, i teatersale og på Europas mest prestigefyldte teaterfestival, Berliner Teatertreffen, efter gennembruddet med ’Die Erscheinungen Der Martha Rubin’ i Köln i 2007. I dag er brandet Signa større i Tyskland end i hjemlandet Danmark, og kalenderen er fuldt booket frem til 2019.

Hjemme i betonhøjhuset

Den tyske forbindelse er stærk på grund af hendes mand og arbejdspartner, Arthur Köstler.

»Det er et godt ægteskab. Det er arbejdsfællesskab«, konstaterer Signa Köstler.

»Vi har en lille driftsstøtte, som ikke tillader, at vi har råd til ansatte ud over enkelte bogholdertimer. 90-95 procent af den tid, vi tilbringer sammen – som jo er altid – det er arbejde«.

Parret bor i en 180 kvadratmeter stor lejlighed på øverste etage af et højhus på det yderste Frederiksberg. Et gammelt betonbyggeri fra 1950’erne. Hjemmet er fyldt med en masse af de rekvisitter, som Signa Köstler finder i storskrald, ’aberne’, som Signa Köstler kalder sønnen Tristans venner, hvoraf en bor fast hos dem, Arthur Köstlers 13-årige datter, Alba, og i perioder deres plejebarn, Coca, fra Rumænien.

Signa Köstler skriver koncepter, står for scenografi, design, kostumer og samtaler med medvirkende, mens Arthur Köstler, der er uddannet på Kunstakademiets medielinje, står for alt det tekniske, lyd og lys. Instruktionen er de fælles om, ligesom de begge medvirker i samtlige opsætninger – også i ’Feberhavnen’.

Signa Köstler har aldrig studeret dramaturgi eller teatervidenskab, i stedet har hun stolet på sine egne erfaringer. Det har gjort hende til en ener i scenekunstverdenen, og hun behøver ikke længere at skulle promovere sig selv for at få arbejde.

»Jeg tager derhen, hvor der kommer invitationer. Vi gør aldrig noget for at sælge vores stykker. Vi er også vildt privilegerede, men jeg har da nået at tænke …«.

Hun tøver. Er for første gang i samtalen blufærdig. Og fortsætter så:

»At nu må det snart være tid til at lave noget på Det Kongelige. Vi arbejder jo på de største teatre i Tyskland, og jeg kommer jo fra Danmark, og man tænker ’hvorfor vil de ikke have os’?«.

Men så kom opkaldet – og til hendes overraskelse fra balletten. Hun havde ikke forestillet sig at skulle iscenesætte dans, men sagde uden tøven ja til at rykke ind på Gamle Scene. Som udgangspunkt tænkte hun, at stykket skulle være mere trygt og sikkert for de medvirkende end sædvanligt, fordi balletdansere ikke er vant til hendes arbejdsform, men de bad hende om at tænke frit, vildt, uforudsigeligt og sprænge rammerne. Derfor har de 19 ellers umælende dansere replikker, og de kommer i tæt dialog med publikum, som sidder i dansernes boudoirer undervejs i forestillingen.

Men nogle gange går det alligevel for vidt. Som da en mand blandt publikum få dage efter premieren levede sig så meget ind i det fiktive univers, at han forsøgte at stoppe stykkets voldelige heks og greb fat i hendes fodlænker, så danseren kom til skade.

»Det kan slå klik. Han så hende som en trussel, noget kraftfuldt, så det er heller ikke ufarligt at gøre det her. Vi stiller os jo fuldstændigt nøgne frem for publikum, og nogle gange er deres interaktion vidtgående«.

Derfor tager Signa Köstler sine forholdsregler og sørger for, at de medvirkende er instrueret i hemmelige kommunikationsveje, så de kan komme ud af en hvilken som helst situation undervejs i forestillingen. For eksempel hvis en blandt publikum bliver for nærgående.

Aftalen er også, at initiativet til en voldshandling altid skal komme fra den, som skal være offer for den.

Tidligt i forløbet skal samtlige medvirkende også udfylde et skema og angive deres personlige grænser – er berøring acceptabelt? Hvor på kroppen vil de tillade berøring? Og så videre.

»Der er ikke nogen faste regler om, at man skal stille sig til rådighed for alt muligt, så alle har defineret deres individuelle grænser«, understreger hun.

Stalker-teater

Netop derfor blev Signa Köstler også voldsomt irriteret over den debat, der fulgte efter premieren på hendes liveopsætning af Pasolinis chokfilm ’Salò’, som blandt andet bød på gruppevoldtægt, sadisme og tortur.

»Folk syntes, det var synd for skuespillerne, uden egentlig at forstå, at det var valg, som den enkelte spiller havde truffet. De beskæftigede sig ikke med, hvad stykket afbildede, men om det var forkert, hvad der skete konkret. Jeg vidste godt, at det ville blive en skandale, ligesom filmen skabte skandale. Den opstod jo også ud af en enorm vrede og social indignation og handler om de værste ting, der overhovedet findes. Og det viste vi på den mest brutale måde, vi kunne. Hvis man skal vise det, må man vise det, som det er. Ellers gør man det jo bare fordøjeligt. Pasolini sagde, ’den her film skal være uudholdelig’, og det skulle det stykke også. Det var bare ærgerligt, at den stoppede ved ’stakkels skuespillere’. Det blev en dæmonisering af mig og umyndiggørende for skuespillerne. Og så var det hårdt. Jeg fik bombetrusler og tæskeholdstrusler«.

Hun fastholder, at hun ikke søger provokationen for provokationens skyld.

»Det er mere bare at vise nogle ting, som jeg synes er der, på en ærlig og direkte måde. Jeg skaber værket, men hvor folk tager den hen, kan jeg ikke styre. Folk får og har brug for forskellige oplevelser«.

Men provokere gør hun nu.

I forbindelse med sin forrige forestilling ’Ventestedet’, der handlede om at være patient på et psykiatrisk hospital, fik hun DR’s Smagsdommer-vært, Adrian Lloyd Hughes, til at fare i flint, efter han havde opleve forestillingen.

Som en del af stykkets fiktive univers blev han nemlig ringet op en uge efter »for at fortsætte teaterlegen med mig over telefonen«, som han skrev på Facebook efterfølgende.

»Signa har nu udviklet en ny typeteater: Stalkerteateret! Føj for fanden, hvor er jeg edderspændt rasende på dem«.

Signa Köstler kalder det en overreaktion og påpeger, at Adrian Lloyd Hughes selv havde opgivet sit telefonnummer.

»Vi har heller aldrig oplevet andre end ham, der er blevet sure over det. Men det er meget interessant for os at undersøge, hvor langt man kan strække et værk. Er der egentlig nogen grænse for, hvor et værk kan gå hen? Kan det opsøge en på arbejdet? Kan det strække sig over flere år, hvor det kan blive ved med at dukke op på forskellige måder? Kan det bevæge sig med ud i byen, når forestillingen er slut?«.

Publikum skal ikke slippe så let. De skal føle, sanse og være til stede i en verden, de ikke har været i før, og fiktionen skal være så overbevisende, at de lader paraderne falde.

Ikke fordi Signa Köstler tilbyder svar eller løsninger i sine dramaer om slaveri, fremmedgørelse eller trafficking, men hun har ambitioner om at afdække komplekse forhold og åbne publikums øjne for dem.

»Det er det medmenneskelige ansvar til at tage stilling, som jeg kredser om. Vores forpligtelse til at vise omsorg, til at udvise civilcourage. Jeg vil meget nødigt lave et rum med onde og gode karakterer, hvor publikum kan være helte og befriere, så de bagefter kan tænke ‘så fik jeg det sat på plads’, inden de går hjem og nyder deres rødvin. Sådan skal det ikke være. Det skal være en form for mavepuster«.

 
   
 
Follow us:
*Email:
 
* Required field