"Taget skal brase ned over os, før vi går ud af karakter"

Politiken, 20.05.08

Af Monna Dithmer

Når Signa Sørensen laver sine interaktive forestillinger, bliver publikum hensat til et sted, hvor de ikke længere helt ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion.

Det ligner på mange måder et mareridt, set med vante teaterbriller: at bygge en hel skurby op med 40 uuddannede skuespillere, og så slippe publikum løs i byen i otte dage og nætter non stop. Uden en endelig masterplan. Folk kunne selv spille med i historien, og ingen vidste på forhånd, hvordan den endte.

Det er ikke ligefrem den slags arrangementer, der plejer at få adgang til Theatertreffen, den netop afsluttede teaterfestival i Berlin, hvor de 10 bedste forestillinger i tysksproget teater blev vist. Som en anden Jeppe på bjerget eller Askepot havnede den danske performancegruppe SIGNA her i baronens prestigegivende seng med forestillingen ’Die Erscheinungen der Martha Rubin’ (Martha Rubins tilsynekomster).gone wild

Det var årets overraskelse, ikke mindst for SIGNA selv, der ud over gruppens primus motor Signa Sørensen indbefatter hendes østrigske partner og medinstruktør Arthur Köstler samt scenografen Thomas Bo Nilsson, som alle spiller med i forestillingen.

Men med deres interaktive teaterform, som SIGNA – uden nævneværdig offentlig støtte – har haft succes med siden 2001, har de fået skabt en ny teaterskabning som en hybrid mellem fiktion og virkelighed. Det foregår lidt ligesom i web-universet ’Second Life’, bare i real time og real space.

Selve inspirationen til at udfordre publikum, i såvel virkelige som fiktive situationer, fik Signa Sørensen, da hun tjente til sine studier i kunsthistorie på Københavns Universitet ved at være ’champagnepige’ på en sexbar.

»Manden betaler for at få sig selv iscenesat som forfører. Samtidig er det jo en virkelig oplevelse, helt derud hvor han kan få kvinden med hen på hotellet, hvis det lykkes. Det er jo derfor han vil betale for så meget champagne, for bedre at kunne forføre. Det virker . En meget koncentreret forførelse, hurtigere og mere fortættet«. realer than real

Rummet er manuskriptet

Når SIGNA iscenesætter sine kollektive forførelsesscenarier i bred forstand, er rummet altafgørende.

»Når jeg ser et sted, kommer hele konceptet i et rush, som en strøm af billeder. Da jeg i Köln så den store rå industrihal med ovenlys (forestillingen blev sidste efterår skabt til Schauspiel Köln, red.), fik jeg et billede af et kapel hævet over en samling små bræddehuse«.

Den lille outsiderby Rubytown, hvor indbyggerne, truet af undergang og militær overvågning, kredser om Oraklet Martha Rubin (spillet af die Signa), er i den tyske presse blevet sammenlignet med von Triers ’Dogville’. Lidt træls, synes Signa, når der her ikke bare er kridtstreger, men en hel by på 25 træhuse, inklusive restaurant, bar, peepshow, frisørsalon og et par butikker.

Skuespillerne har selv bygget dem op, efter først at have været ude i to kondemnerede tyske landsbyer og hentet alt fra brædder og blomstrede tapeter til vinduer og broderede skilderier. Rummet skal være autentisk helt ned til den mindste teske. »Jeg kan godt lide snavsede, brugte ting, der har akkumuleret et eget liv«.

»Andre scenekunstnere laver et manuskript. Jeg laver en ganske vist en lille rammehistorie, men selve rummet er for mig et kæmpe manuskript. I hver enkelt hus er der utroligt mange småting. Hver ting har en iboende historie og en masse mulige aktioner for skuespillerne. Der er ikke noget bord, lighter eller underbukser, som jeg ikke har godkendt«.

»Det hjælper skuespillerne med hele tiden at skulle være i spil, at de har det her komplette univers omkring sig – støvede fotografier, smykkedimser og gemte sager i skufferne – som de sammen med os har skabt historier om, og som de kan interagere med«.

Men samtidig er de hyperrealistiske rum og de autentisk virkende indbyggere del af en ekstrem, superkulørt historie. Det gælder om at højne spændingen mellem fiktion og virkelighed.

»Mine bestræbelser går på at manipulere tilskuerne, så man ikke helt ved, hvor grænsen går. Man skal heller ikke kunne sige, præcis hvornår eller hvor det er. Hvis folk bliver længe nok, får de før eller siden en eller anden åbenbaring: hov, det her er faktisk en virkelighed i sin egen ret.«

»Det kræver, at hele universet skal være komplet, så det fortætter sig om publikum. Der skal ikke ret mange huller til, før det hele bare klasker sammen«.

Når monsteret slippes løs

»Forestillingen kan ikke styres, den har helt sit eget liv, og kan lige pludselig tage en retning, der ikke var planlagt. Det kræver at jeg stoler helt vildt meget på skuespillerne. Jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg gerne kontrollere det hele. Der ligger jo en kæmpe modsætning i at være perfektionist og så være ansvarlig for et kæmpe monster. Der er altid en klump i maven når det skal slippes løs, og man ved, at alt bare kan ske«.

»Vi ønsker ikke, at tilskuerne skal reagere på en bestemt måde. Folk har her fået tildelt rollen som turister i Rubytown, men vælger selv deres publikumsposition. Nogle er meget beskuende og tilbageholdende, nogle er meget interagerende og nogle kommer decideret med en karakter«.

Hvordan undgår man at lade sig overrumple, når det hele lige pludselig tager en ukontrollerbar drejning ?

»Man er selvfølgelige helt overordnet nødt til at have noget struktur, så forestillingen kan være åben for publikums input. Typisk bruger vi f.eks. militærfolk eller andre autoritetspersoner som håndhævende magt til at styre den struktur«.

»Skuespillerne skal lære ikke at lade sig hyle ud af den, og de skal turde insistere på fiktionen. Det er meget vigtigt at være forberedt, så man ikke står der: shit, det hele er kedeligt, folk går! – og så begynder at spille fandango. Det er okay at stå og vaske op i en time, ælte en dej, koge sine klude, smalltalke med publikum. Helt banale, hverdagslige situationer er så smukke«.

Takle ekstreme handlinger

Det er både gevinsten og udfordringen ved de lange nonstop forestillinger: at det bliver dagligdag for indbyggerne. Tilskuerne skal finde ud af at navigere i et rum, hvor der nogle gange tilsyneladende ikke sker noget. Og skuespillerne skal kunne slappe af i det, og også sove midt i det hele, selv om folk vader ind i deres huse«.

»De skal kunne takle det, hvis nogle publikummer begynder at flippe ud og tager tøjet af eller begynder at græde helt vildt eller begynder at kysse på én, eller gør ting, der er endnu mere ekstremt. Eller når de bare ikke vil gå, men klæber til én.«.

»Regel nr. 1 – og skuespillerne bliver fyret på stedet, hvis de fraviger den – er: man bliver i karakter. Taget skal brase ned over os, før vi går ud af karakter. Det sker imidlertid, at skuespillere kan blive så overvældede over, hvor stærkt det her univers kan virke, at de går ud og skriger: det er ikke virkeligt!«

Det er måske problemet med at arbejde med ikke-professionelle skuespillere, at de har svært ved at skabe en distance til rollen?

»Det er et problem for mange af os, at vi vågner op i lange tider bagefter, og snakker tysk og tror, der er publikum på. Mine erfaring er imidlertid, at det ikke er nogen fordel med skuespilleruddannede folk. De kan føle sig ladt i stikken uden manuskript og tro, at de skal underholde for enhver pris. Tit bliver de for teatralske. Det er et stort problem når man skal lave den her form for intime interaktioner. «.

Hvordan ved du undervejs, hvordan historien udvikler sig, du kan jo ikke være til stede i alle afkroge?

»Historiens udvikling behøver vi ikke at gå backstage for at finde ud af. Hvis det f.eks. bliver nødvendig at lukke baren, fordi tilskuerne drikker for meget og kommer ud af kontrol, så ordner vi det, mens vi spiller«.

»Jeg tager altid en karakter, som har meget magt og meget overblik. Alle kommer f.eks. til Oraklet og fortæller, hvad der sker. Så ved jeg, hvor tingene har bevæget sig hen, og hen imod slutningen finder jeg ud af, hvordan det nok kan rundes af. Så spreder vi beskeden ud til folk, så de nogenlunde ved, at det kommer til at gå i denne her retning«.

»Jeg beslutter aldrig på forhånd, hvordan en forestilling skal ende. Nu har jeg lavet 20 forestillinger, de har stort set alle sammen fundet deres egen, rigtige slutning. Rigtig mange blandt publikum kommer tilbage for at se, hvad det slutter med. I det hele taget er der rigtig mange publikummer, der kommer igen«.

Nachspiel. Her i Berlin skulle det vise sig, at historien tog en drejning til sidst, som ingen havde forestillet sig. Skuespillerne var vildt overraskede, da Martha Rubin i stedet for at begå kollektivt selvmord sammen med dem, i stedet spyttede på dem og smed alt orakelklunset. Men som Signa siger det: »det er aldrig til at vide, hvordan en historie vil ende«.