"Ventestedet er en både troværdig og ganske absurd oplevelse, og det mest interessante er, at man holder op med at skelne det ene fra det andet. (...) Man går derfra berørt og en desorienteret social erfaring rigere - for de mennesker, man stiftede bekendtskab med, de patienter, man holdt i hånden, når de var ude af sig selv, er fiktive karakterer, og dog bærer man dem med sig i tankerne flere dage efter.
Teaterprojekter af denne slags kræver en umådelig fin balanceren og forvaltning af grænser - noget man med rette kan sige, at Signas Ventestedet manøvrerer til perfektion."
- Maria Bordorff, KOPENHAGEN MAGASIN 

"Hvor samtidskunsten med et lidt klichéagtigt credo tit vil »tvinge beskueren til at tage stilling«, så gør Signa faktisk det modsatte: At konfrontere os med vores egen passivitet ved at lade os opleve kropsligt, hvilken lise det egentlig er at tøffe holdningsløst rundt i sutsko på et gråt linoleumsgulv i fem timer og lade andre bestemme over én. På det punkt går Ventestedet hen og bliver en brugbar magtkritik."
- Anna Ullman, Information

"Som altid er det utroligt, så gennemautentiske performerne virker. Det her er ikke bare en menneskezoo, personerne kommer, aldeles afvæbnende, ind på livet af én."
- Monna Dithmer, Politiken 

"'Det er bare teater, det er bare teater.' Det er meget, meget sjældent, at det er dét, man som teateranmelder under en forestilling sidder og messer for sig selv. Men nu er Ventestedet heller ikke en almindelig teaterforestilling. Faktisk forekommer alt konventionelt teater med en scene, publikumsrækker, en fast fortællerstruktur og faste replikker vitterligt meget banalt, når man har set Ventestedet. Det er virkelig noget andet; for ikke at sige en helt anden dimension.
- Nanna Goul, Weekendavisen

 
   
 
Follow us:
*Email:
 
* Required field